Intensiv Dynamisk Korttidsterapi
Intensiv Dynamisk Korttidsterapi (ISTDP)
ISTDP er en evidensbaseret psykoterapeutisk metode, der hjælper mennesker med at forstå og bearbejde de følelsesmæssige mønstre, som kan skabe psykisk lidelse og begrænse deres liv.
Vores følelser spiller en vigtig rolle i vores liv. De hjælper os med at forstå os selv, navigere i relationer og træffe beslutninger, der stemmer overens med vores behov og værdier. Samtidig kan stærke eller smertefulde følelser føles overvældende. Mange mennesker lærer derfor tidligt i livet at beskytte sig mod bestemte følelser ved at undgå dem, undertrykke dem eller holde afstand til dem.
Disse beskyttelsesstrategier kan være nødvendige på et tidspunkt i livet, men senere kan de komme til at stå i vejen for nærhed, spontanitet, livsglæde og følelsesmæssig frihed. De kan også bidrage til angst, depression, relationelle vanskeligheder og en oplevelse af at sidde fast.
I ISTDP arbejder vi sammen om at forstå de mønstre, der holder dig tilbage. Vi undersøger både de kræfter i dig, der ønsker forandring, og de mekanismer, som forsøger at beskytte dig mod følelser, der opleves som truende eller smertefulde.
Gennem terapien får du mulighed for gradvist at komme i kontakt med dine autentiske følelser på en tryg og håndterbar måde. Når følelserne ikke længere behøver at blive undgået eller holdt nede, opstår der ofte større klarhed, selvforståelse og frihed til at leve mere i overensstemmelse med den person, du ønsker at være.
Målet med ISTDP er ikke blot symptomlindring, men en dybere og mere varig forandring. Mange oplever øget livskraft, bedre relationer, større følelsesmæssig frihed og en stærkere oplevelse af at være til stede i deres eget liv.
Som kristent funderet psykolog ser jeg samtidig mennesket som skabt til relation – både med andre mennesker og med Gud. For klienter, der ønsker det, kan eksistentielle og åndelige spørgsmål derfor også indgå som en naturlig del af terapien.